Jeg hader

forandringer.  Ja ok hader er måske et for stærkt ord at bruge. Men altså, jeg duer ikke til forandringer. Jeg er bare vane menneske ud over alle grænser. 

I et job som hele tiden ændrer struktur og kræver at man er omstillingsparat og fleksibel, så kan det til tider være hårdt og så skal der ingen ting til før jeg mister ”balancen”.

Vi har igen igen haft struktur ændringer på arbejdet og vi har gået i rigtig lang tid og spekuleret på, hvor vi ender henne og med hvem.

Endelig får man så svar på det og så melder det næste ”problem” sig. Nu skal vi ”rystes” sammen og blandes, for nu skal vi gudhjælpemig kompetenceudvikles til den helt store guldmedalje og hvad ved jeg, så nu skal vi sidde anderledes.

Nu havde jeg jo ligesom set det komme apropos tidligere indlæg ;-) men derfor er det altså træls alligevel.  

Bevares der er rigtig mange søde mennesker i min nye afdeling, som jeg uden problemer vil kunne dele ”tilværelsen” med fremover men altså, min nuværende roommate har jeg haft i rigtig rigtig mange år og hende og den fortrolighed vi har i hverdagen, kan jeg altså ikke bare sådan undvære i det daglige. Og det ved jeg også gælder for hende.

Vi har vel efterhånden siddet sammen i over 10 år. Vi har overlevet "7 års krisen" og vi har både haft vores op og nedture og der er også fældet en tåre eller to. Vi har således fået "slebet kanterne af", måske nok mest mine :-)  Det er derfor dejligt at have sin faste base, når der hele tiden sker forandringer omkring en. Så det er bare øv øv, selvom vi begge to godt er klar over hvor det bærer hen. Meen vi håber begge at overbossen kommer til fornuft. Så nu må vi vel bare vente……